Pressemeddelelse fra LAG Billund):Omegnsbyerne har meget at tilbyde turisterne – det var den opløftende konklusion efter et spændende indslag på LAG Billunds Generalforsamling onsdag den 1. april. Efter afholdelsen af selve generalforsamlingen havde bestyrelsen inviteret Kirsten Bruun, formand for Vejen Turistforening, til at fortælle om, hvordan man som mindre bysamfund kan bruge netop sin størrelse og ofte unikke historie til at markedsføre sig over for turisterne.
Selvom kun et begrænset antal medlemmer af LAG Billund havde fundet vej til Vorbasse Fritidscenter denne aften, og eneste uventede begivenhed var en mobiltelefon, der ringede under regnskabsaflæggelsen, kunne formand, Elly Christensen, efterfølgende konkludere, at det bestemt ikke havde været en kedelig aften: “Vi havde selvfølgelig håbet på et større fremmøde, men de, som valgte at møde op, fik helt sikkert en masse gode inputs med hjem”, udtaler Elly, som også kan glæde sig over genvalget som formand for foreningen.
LAG Billund gav i 2008 tilskud til tre projekter, som på hver deres måde er med til at skabe attraktive levevilkår i Billund kommunes landdistrikter: “I alt blev uddelt 613.860 kr. i 2008, og de 3 projekter fordeler sig inden for emnerne “bevidstgørelse af landdistrikterne” og “natur og sundhed”, fortalte Elly i sin beretning, og fortsatte “vi har således ikke fået ansøgninger inden for emnet “erhvervsudvikling”, som sammen med de to andre emner udgør de indsatsområder, som vi i vores strategi har valgt at fokusere på. Vi forventer dog, at vi i 2009 vil se mange flere projekter og ansøgninger, og vi skal således også fortsat arbejde på at udbrede kendskabet til LAG Billunds eksistens”.
Finanskrisen også aktuel i landdistriktsregi
Et arrangement, hvor finanskrisen ikke bliver nævnt, er vel i disse dage nærmest umulig at opdrive, og således blev dette emne også centrum for en drøftelse på LAG Billunds generalforsamling. Øparksprojektet i Stenderup-Krogager, som er et af de projekter, LAG Billund i 2008 gav tilskud til, kunne nemlig berette om en mindre heldig situation, som finanskrisen har bragt dem i – nemlig at det har vist sig nærmest umulig at få bankerne til at oprette en kassekredit, så projektet kan opstartes. Midlerne fra LAG Billund vil, ligesom det gør sig gældende ved mange andre tilskudsordninger, nemlig først blive udbetalt, når man har afholdt udgifterne. En kassekredit er derfor som oftest eneste udvej i opstartsfasen. LAG Billund og Billund Landdistriktsråd lovede på mødet, at de sammen vil kigge nærmere på dette forhold, og forsøge at arbejde på en løsning, der vil gøre det lettere for projekterne at komme i gang.
Og så var tiden ellers kommet til at gulvet skulle overlades til Kirsten Bruun. Hun tog udgangspunkt i flere undersøgelser som viser, at hvis man vil forny turismeerhvervet, skal der satses på den lokalbetingede kulturturisme. “- Og det er netop her vi, som bor i de mindre lokalsamfund, har en kæmpe fordel – vi har kulturarven, forsamlingshuset, de små attraktioner og vigtigst af alt, vi har de ægte ildsjæle” pointerede hun, og fortsatte: “hvis vi tør at åbne os op, så er der ingen tvivl om, at vores lokalsamfund er interessante for turisterne”. Efter oplægget fik deltagerne mulighed for i mindre grupper at drøfte, hvilke muligheder omegnsbyerne i Billund Kommune har for at markedsføre sig overfor turisterne, og forslagene var mange. Et af forslagene var at lokalsamfundet kunne organisere guidede rundvisninger i hele lokalsamfundet, hvor der både fortælles om måden man lever på samt de mange frivillige projekter, som kun kan gennemføres netop fordi fællesskabet og sammenholdet er af en helt speciel karakter i landbyerne.
Det var således en begejstret og ikke mindst inspireret forsamling, der forlod Vorbasse Fritidscenter denne første aften i april 2009.