Nyhedsbrev til medlemmer af LAG Billund
Bestyrelsen for LAG Billund har på bestyrelsesmødet 18-11-2010 besluttet at støtte 4 projekter med over ½ mio. kr.
Billund Erhvervsfremme modtager 100.000 kr. til projekt ”Turistformidling til og om samtlige byer i Billund Kommune”. Projektets formål er at skabe flere arbejdspladser i landdistrikterne gennem etablering af info-points i samtlige byer i Billund Kommune. Målgruppen er primært turister, men også lokale, da info-points giver mulighed for eksponering af lokale aktiviteter på ugebasis. Effekten af projektet er en spredning af turisterne rundt i hele kommunen. LAG-støtten er givet på betingelse af, at Billund Erhvervsfremme kontakter lokalrådene vedr. den endelige udformning af projektet.
Lars Klingenberg Poulsen modtager 300.000 kr. til at udvide og udvikle sin virksomhed, Fairfood i Filskov med et økologisk lager/ pakkehal. Også her drejer ansøgningen sig om at skabe flere arbejdspladser i landdistrikterne.
LAG Billunds bestyrelse indstiller Bøvl Idrætspark til LAG-støtte på 30.000 kr. til etablering af vandingsanlæg på Bøvl Idrætspark.
Grindsted Speedwayklub, der er beliggende i landdistriktet modtager 80.000 kr. i LAG-støtte til projektet ”Drengedrømme – Fuld gas – Sundhed – Samvær og Sikkerhed”
Bestyrelsen for LAG Billund glæder sig især over, at der er 2 LAG-ansøgninger, der drejer sig om at skabe flere arbejdspladser i landdistrikterne og oplyser samtidig, at støtte til sportsforeninger ikke kommer til at danne præcedens. – Sportsklubber i centerbyerne Grindsted og Billund kan ikke få LAG-støtte!
Tilsagn
Den videre procedure for de 4 ansøgninger er, at de indstilles til FødevareErhverv til endeligt tilsagn. Indtil dette foreligger sker igangsætning af projektet for ansøgers egen regning og risiko og et projekt må ikke påbegyndes tidligere end den projektdato, der er angivet i ansøgningen, som påbegyndelses dato.
Det tager ca. 3 måneder fra LAG Billund har indstillet et projekt til støtte hos FødevareErhverv og indtil tilsagnet foreligger. – Har kendskab til 2 projekter, som er indstillet i juni og som endnu ikke har besked om tilsagn eller afslag.
Mulighed for hjælp til ansøgningen
Interessen for at søge LAG-midler har ifølge Elly Christensen, formand for LAG Billund været stigende. – Folk har i den grad fået kendskab til LAG og hvilke muligheder, der er for at søge penge til projekter hos LAG Billund.
Har I selv ansøgninger på bedding eller kender I personer, foreninger m.m., som har planer om at søge LAG-midler, er det en god ide at opfordre dem til at kontakte undertegnede. Det giver det bedste grundlag for i god tid at få lavet en ansøgning, som indeholder det, den skal indeholde.
Anmodning om udbetaling af støtte
Til dato er der i år besigtiget 2 projekter og deres anmodning om udbetaling af støtte er videresendt til FødevareErhverv, hvor det normalt tager 1 måned fra anmodningen kommer ind og indtil støtten udbetales. – Såfremt Fødevareerhverv har spørgsmål til udbetalingsanmodningen tager det længere tid inden pengene står på projektholders konto.
Ansøgningsfrister 2011
17-01
11-04
18-08
27-10
Generalforsamling 2011
21-03 kl. 19.30
Mødet offentliggøres på www.lag-billund.dk og ved annoncer i dagspressen.
Der er flere oplysninger på www.lag-billund.dk
Undertegnede står naturligvis gerne til rådighed for spørgsmål.
Med venlig hilsen
Helge Petersen,
koordinator for LAG-Billund.