Bestyrelsen for foreningen LAG Billund har netop indstillet Sdr. Omme Idrætscenter til LAG støtte fra Direktoratet for FødevareErhverv på ½ mio. kr. Foreningen Sdr. Omme Idrætscenter har søgt pengene til ombygning og tilbygning af Sdr. Omme Idrætscenter. Byggeriet skal gøre det 40-årige center til et moderne idrætscenter og dermed skabe et samlingspunkt for byen Sdr. Omme, idet centret skal rumme et meget bredt spektrum af aktiviteter. – Centret skal være landsbyens omdrejningspunkt, når der tales om fritidsaktiviteter.
Hejnsvig Idrætsforening er indstillet til en støtte på 75.000 kr. til projektet ”Legeplads på Hejnsvig stadion”. Dermed opfyldes et stort ønske blandt forældrene til mange børn og unge i Hejnsvig.
Begge disse projekter er søgt under LAG støtteordningen ”mere attraktive levevilkår i landdistrikterne”.
PP- nethandel i Vorbasse har søgt under støtteordningen ”nye arbejdspladser i landdistrikterne” og er indstillet til at modtage 200.000 kr. i støtte til opførelse af nye kontor- og lagerlokaler i Vorbasse. Projektet skal bidrage til at bevare allerede eksisterende arbejdspladser og skabe nye arbejdspladser.
Næste ansøgningsrunde er den 18-08-2011.
Der er kun godt 2½ år til at indeværende LAG-periode er slut. Derfor opfordrer Erling Christensen, formand for LAG Billund alle lokale kræfter, der ønsker at skabe udvikling i form af attraktive levevilkår og lokale arbejdspladser, til at være kreative. Det være sig lokalsamfund, foreninger, private personer eller virksomheder.
Er der fx spørgsmål til om en projektidè falder ind under LAG Billund udviklingsstrategi, finansiering af projektet eller andet vedr. ansøgninger om LAG støtte, står LAG Billunds koordinator, Helge Petersen naturligvis gerne til rådighed. Kommunens mange lokalråd har fået lavet udviklingsplaner. Mange af dem har også en mulighed for at blive realiseret med LAG støtte. Alt relevant omkring ansøgninger til LAG Billund findes på www.lag-billund.dk